Vejstrup Bys historie
Skrevet af Keld Bøge Henriksen Lokalhistorisk forening Gudme.

Forord
Historien er et forsøg på at samle så mange oplysninger som muligt om Vejstrup By.
Landskabet
Vejstrup By ligger i Vejstrup Sogn, der er det sydvestlige hjørne af Gudme Herred. Mod Syd danner Vejstrup Aa grænse mod Skaarup Sogn i Sunds Herred, med byen Aaby og Aaby Mark. Aaen strømmer gennem den skønne Vejstrup Aadal, der blev skabt af smeltevandet fra den sidste istid.
Sognets jorde falder i bløde bakkebølger fra Vest mod Øst, hvor det begrænses af Store Bælt. Mod nord ligger Oure Sogn og også her danner et vandløb, Hammesbro Bækken, grænsen. Også bækken er en smeltevandsflod fra sidste istid, der ligeledes løber gennem en dyb smeltevandsdal.
Tidselbjerg, med sin 61 meter, er det højeste punkt i Vejstrup sogn.
Mod Vest er der ikke et naturligt skel mod Brudager Sogn. Her er grænsen mellem Vejstrupgaards og Klingstrups jorde.

Kort over Vejstrup By ca. 1970.

Vejstrup Sogn er 932 ha stort, og jordene er gode, lermuldede med lerunderlag. Plantevæksten udmærker sig ved stor frodighed. Dalene mod syd og nord er til dels dækket af skov og krat, og ned mod Storebælt er et større skovparti, som dels høre under Herregaarden Tiselholt, dels ejes af de mange bøndergaarde.

Hvordan blev Vejstrup til.

Ældst af alt, hvad der findes inden for Danmarks grænser, er granitten på Bornholm. Denne granit hører til jordskorpens grundfjeld. I jordens fjerne urtid trængte den i smeltet tilstand fra jordens indre op i jordskorpen og størknede der. Dengang må der have været heftig vulkansk udbrug på det sted, hvor nu Bornholm findes, men for længst har tidens tand fjernet vulkanbjergene og lavastrømmene på jordoverfladen; ja, de øverste dele af den daværende jordskorpe er også faldne som offer for vejrsmuldringen og forvitringen, og de smuldrede rester er bortførte af rindende vand. Alt, hvad der er tilbage fra den tid, er de lavamasser, der i dag udgør Danmarks undergrund.

Omsider kom der en tid – det vi kalder for jordens oldtid, eller den kambrisk-siluriske tid – hvor det omtalte, gamle land sænkede sig og havet rykkede frem ind over det. I havet afsatte der sig, medens vandet endnu kun havde ringe dybde, grus og sand, og senere, efterhånden som havbunden sænkede sig mere og mere, ler og kalkslam. Disse jordlag hærdede i tidens løb. Gruset og sandet er blevne til sandsten, leret og kalkslammet er omdannet til skifer og kalksten.

I skiferne og kalkstenene findes der talrige forsteninger, rester af de dyr, som levede i oldtidens hav. På havbunden færdedes masser af ejendommelige krebsdyr, som hørte til en nu for længst uddød krebsdyrgruppe, de såkaldte Trilobitter. Sammen med dem fandtes snegle og muslinger og i vandet svømmede mærkelige blæksprutter.

Senere, det vi kalder for kridttiden, var havet fyldt af myriader af sirlige, bitte små kalkskaller af de laveste stående dyr, der findes, slimdyr og kokkoliter, som har siddet på lavtstående, encellede havalger, kalkalger. Disse slimdyr og alger er gennem tiderne blevet til det skrivekridt, som dækker hele Danmarks undergrund.

Hen imod slutningen af kridttiden skete der hævninger i Mellem-Eropa, hvorved store strækninger af havet blev tørlagt. Over Danmark vedblev der at være hav, men dette fik langt ringere dybde end skrivekridt-havet. Som en følge deraf forandrede dyreverdenen sin karakter og blev rigere. Mosdyr og Koraller optrådte nu i så store mængder, at de mange steder kom til at bestemme beskaffenheden af det lag, som nu dannede sig på havbunden. Man benævner disse aflejringer ”det nye kridt”.

Enkelte steder dannede der sig på havbunden koralbanker, et vidnesbyrd om, at klimaet dengang må have været tropisk. En sådan koralbanke, i tidernes løb omdannet til koralkalksten, Faxekalk, findes ved Faxe og ved Klintholm på sydøst Fyn. I kalkbruddet ved Klintholm kan man finde mange fossiler af de mange havdyr der levede her, f.eks. hajer, blæksprutter, krabber , fisk, søpindsvin, muslinger, snegle og mange flere. Der er fundet mere end 500 forskellige arter havdyr.

Efter kridttiden fulgte ”brunkul-tiden” eller den tertiære tid. Det var en periode, hvori kræfterne i jordens indre udfoldede en betydelig virksomhed. Adskillige steder foldede jordskorpen til mægtige bjergkæder; Alperne, Pyrenæerne og Appenninerne opstod, ofte ledsaget af vulkanske udbrug.

Havet omkring Danmark ændrede sig fra tropisk til koldt polarhav. I det kolde vand kunne mosdyr og koraler ikke leve, og havbunden blev i stedet fyldt med fint ler og kalk, der af de store floder (Rhinen og Elben)blev ført fra de bjergrige egne ud i polarhavet.

Fra denne periode stammer plastisk ler, moler og mergel. I slutningen af denne periode må der havde været tørt land i Danmark med ferskvands søer og sumpe, hvor der har groet planter, som senere er blevet til brunkul.

Brunkul, en række meget varierende kultyper, brune til sorte, som alle kan kendes på, at de giver en brun stregfarve. De dannes ved iltfri og ufuldstændig omdannelse af begravede, døde rester af planter, som i lighed med tørv ofte kan genkendes. Brunkuls omdannelsesgrad ligger mellem tørv og stenkul. De fleste brunkulforekomster findes i aflejringer fra Tertiærtiden og er op til 60 mio. år gamle.

Brunkul findes i lag af 5-100 m tykkelse og undertiden flere kvadratkilometer i udbredelse. Lagene ligger i de fleste tilfælde så højt, at brydningen kan finde sted i åbne miner. Ofte medfører dette væsentlige lokale miljøgener.

En stor del af af verdens kulforbrug og kulreserver er brunkul. I Danmark findes de største forekomster i Midtjylland, og de jyske brunkulslejer har givet væsentlige bidrag til den danske energiforsyning i perioder med mangel på importeret brændsel.

Efter brunkul-tiden kommer ”istiden”. Allerede i slutningen af brunkul-tiden var der i de norske og svenske højfjelde opstået områder af evig sne og is ligesom i vore dage. Efterhånden som klimaet blev koldere endnu, voksede disse områder; Ismasserne bredte sig ud over den skandinaviske halvøs grænser og nåede som en sammenhængende indlandsis efterhånden ud over Danmark og langt ned i Mellem-Europa.

På sin vej bortførte indlandsisen i stor udstrækning de jord- og stenlag, den gik hen over. Isen

blandede de afslidte jordmasser og stenlag med de jordmasser og klippestumper, som den medførte fra den skandinaviske halvø, og efterlod ved sin bortsmeltning denne blanding af jordarter og stenstumper i form af, hvad man kalder moræneaflejringer, som et dække over de ældre dannelser.

En moræne, er en jordart bestående af mineralkorn, bjergartsfragmenter og klippestykker af forskellig kornstørrelse, der er blevet efterladt af en gletsjer. Moræners sammensætning vil altid afspejle de jord- og bjergarter, som gletsjeren er gledet hen over på sin vej til det sted, hvor morænen er aflejret. Moræner inddeles ud fra deres kornstørrelsessammensætning i moræneler, morænesilt, morænesand, morænegrus og blokmoræne. I områder, hvor overfladen er præget af grundfjeld eller bjerge, som Nord- og Mellemskandinavien og Alperne, vil moræner overvejende være af typen morænesand, -grus eller blokmoræne, mens de i områder med en overflade bestående af finkornede løsjordsaflejringer, som Danmark, Skåne og det meste af Mellemeuropa, overvejende vil være af typerne moræneler, -silt eller -sand.

Moræneaflejringer opbygger ofte karakteristiske landskaber, præget af bølgede former, mange små søer eller markante bakkedrag. Pga. mange moræners indhold af finstof som ler og silt, samt fint fordelt kalk, er jordbunden i moræneområder ofte frugtbar, og danner i store dele af Danmark grundlag for intensivt agerbrug.

Forskellige steder i det sydlige Jylland mellem Esbjerg og Kolding og i Fredericia-egnen har man fundet gamle lag, som er dannede i ferskvand, tørv, mergel og jord. De indeholder planterester, især af rødgran, lind, taks, avnbøg, kristtorn og flere andre planter, som nu ikke længere vokser frit i Danmark. Der er også fundet rester af saigaantilope, uldhåret næsehorn, halsbåndslemming, lemming, mammut, hvalros, steppebison, moskusokse, kæmpehjort og rensdyr. Alt tyder derfor på, at dele af Danmark var skabt allerede efter første istid.

I Danmark har der også været fire istider, hvor isen helt eller delvist dækkede landet. Dog har der i Nordeuropa været syv istider, men fordi isen kun bredte sig væsentligt i fire omgange, så er det også det antal gange, der bliver regnet som en egentlig istid.

Kvartærtidens istider var meget lange. Mellemistiderne synes derimod at have været betydelig kortere, måske kun 10-15.000 år. I hvert fald gjaldt det den sidste mellemistid, som endte for omkring 70.000 år siden. Efter den satte endnu en kuldeperiode ind – den sidste istid, også kaldet Weichselistiden. For menneskene var det imidlertid den mest begivenhedsrige af dem alle.

Klimaændringen, som indledte den sidste istid, begyndte for mellem 80.000 og 70.000 år siden. Enorme isbræer opstod mange steder på den nordlige halvkugle, men Danmark var dog langtfra dækket af is i hele perioden, klimaet skiftede nemlig i årtusindernes løb.

I de første ca. 20.000 år af Weichsel-istiden lå bræen kun i de sydøstlige dele af Danmark, mens hovedparten af Jylland var isfrit. Her herskede et fugtigt, koldt klima.

Så fulgte for ca. 45.000 år siden en noget mildere periode. Næsten hele det nuværende Danmark udgjorde nu et åbent, isfrit steppeområde, hvor bl.a. vældige planteædende mammutter søgte føden. Et iskoldt Kattegat dækkede dog Jyllands og Sjællands nordligste dele.

Men endnu en knugende kuldeperiode havde landet til gode: For omkring 22.000 år siden begyndte store isbræer at skyde sig frem fra nord og noget senere fra øst. Sammen dannede de til sidst et ubrudt isdække, hvis form blev så afgørende for det danske landskabs udseende. Bræen stod nu langs en linie, der gik fra Bovbjerg ved Vesterhavet ind i landet til Viborg. Her bøjede isranden mod syd og gik ned gennem hele halvøen. Foran ismasserne, dvs. i det sydvestlige Jylland lå et øde og forblæst landskab, hvor livet havde ringe vilkår.

Østersø gletscheren.

Når randen af en gletsjer i lang tid forbliver omtrent på samme sted, danner isen og dens smeltevand en bestemt række af terrænformer. Langt fra randen arbejder isen på den måde, at den afhøvler og afglatter sit underlag. Der opstår på den måde inde under isen et stykke fra randen en svagt bølget flade, som vi kalder for en moræneflage. Hvad isen har slidt og høvlet af sit underlag, fører den af sted med sig ud mod randen. Efterhånden som disse jordmasser nærmer sig denne, bliver isens evne til at transportere dem mindre og mindre. En del bliver liggende inde under isen, en del føres helt ud til randen og aflejres der. Der opstår på den måde et uregelmæssigt, højt, bakket terræn, som vi kalder for bakkeland.

Ud fra isranden strømmer isens smeltevand, der medfører en masse sand, grus og ler, som snart afsættes; det danner på den måde efterhånden en jævn, svagt skrånende sandflage, som vi kalder for en hedeslette.

Hele Vejstrup og omliggende sogne er dannet på denne måde.

Noget senere ændredes billedet dog igen. En mildning af klimaet satte ind for omkring 15.000 år siden og tvang isen tilbage. Et par årtusinder senere var de sydlige dele af Østjylland og øerne endnu dækket af den vældige bræ, som kælvede isbjerge ud i det kolde Kattegat. Men resten af Jylland var isfrit bortset fra Vendsyssel, som var oversvømmet af havet. Den tid var nu ikke fjern, hvor Danmark helt skulle befries for isens knugende vægt.

Isen smeltede først i havet omkring Fyn, men over Fyn blev isen liggende længe endnu som en kilometer tyk indlandsis. Ved den efterfølgende afsmeltning opstod der store smeltevandsfloder. En af disse floder er Vejstrup å, der løber gennem den smukke Vejstrup Ådal.

Vejstrup Ådals landskabelige afgrænsning strækker sig fra Lundemose i nord hvorfra den løber mod kysten og på sin vej skærer sig dybt ned i den omkringliggende moræneflade.

Dalsiderne består af moræneler mens dalbunden på den nedre del af dalstrøgets strækning rummer ferskvandsdannelser.

Lundemose ligger omkring 2-3 højdemeter lavere end det omkringliggende landskab. Herfra skærer dalstrøget sig gradvist dybere ned i det omkringliggende terræn til en terrænforskel fra overkanten af dalstrøget til dalbunden på 20-25 højdemeter øst for Vejstrup. Dalstrøget er meget smalt med stejle dalsider.

Området fremstår generelt homogent mht. de naturgeografiske forhold.

Lundemose, som ligger i karakterområdets nordvestlige del, rummer en række vandfyldte søer og fugtige moseområder. Fra nord løber et mindre vandløb til mosen og forbinder området til baglandet herunder Sortemose. Fra Lundemose løber Vejstrup Å ad dalstrøget mod kysten.

De stejle dalsider omkring det smalle dalstrøg afgrænser et markant lukket rum. Den megen bevoksning i dalbunden understreger landskabets lukkethed og skaber et eventyrligt miljø omkring selve åløbet, som bugter sig klukkende ad ådalen. De åbne græsningsarealer på dalsiderne og stedvist i bunden står i kontrast til det lukkede og eventyrlige og understreger områdets naturnære udtryk.

Nord for Vejstrup flader dalstrøget gradvist ud op mod Lundemose, der ligger som et lavtliggende lavbundsområde et par højdemeter lavere end det omkringliggende landskab. Lundemose er vokset til i pil og andet krat og fremstår som sådan som en grøn skovlignende rand set fra de omkringliggende landskaber. Inde i selve mosen afgrænser bevoksningen små rum omkring lysninger og vandfyldte råstofgrave, der nu fremstår som søer.

Landskabskarakterens oprindelse

Det må antages at dalstrøgets arealer har fungeret som græsningsarealer langt tilbage i tiden. Af de historiske kort fremgår det at en del af dalstrøget allerede tilbage i 1800 tallet er vokset til med skov. Den mosaik af skov og græsning, som findes i dalstrøget må således antages at gå langt tilbage i tiden – muligvis længere tilbage end tiden før landsbyernes fastlæggelse i vikingetiden.

Lundemose, som i dag er vokset til i krat, må forventes tidligere at have fungeret som græsningsareal. Endvidere rummer området en række gamle og ret store tørvegrave. Græsningen kan forventes at gå langt tilbage i tiden, på lige fod som græsningen længere nede i ådalen, mens tørvegravene må antages at have deres oprindelse engang i 1800-tallet.

Arealanvendelse og landskabselementer

Dalbunden ligger primært uudnyttet hen og er vokset til i skov og krat. Nordvest for Vejstrup findes intensivt dyrkede marker på dalsiderne. Langs den del af dalstrøget, som ligger øst for Vejstrup, præges dalsiderne primært af græsningsarealer. Enkelte steder strækker græsningsarealerne sig ned i dalbunden således at der her findes engarealer.

Lundemose ligger hen som uudnyttet lavbundsområde. Området bærer stedvist præg af tidligere græsning.

Bevoksningsstruktur

Dalstrøget domineres af skov og kratbevoksning i dalbunden og op ad de stejle dele af dalsiderne. Bevoksningen består primært af højtvoksede løvfældende arter, som ask, el og eg.

Lundemose er vokset til i pil og krat af andre fugttolerante arter. Stedvist findes spor af tidligere levende hegn i form af f.eks. tjørn, som står på linje.

Bebyggelsesmønster

Bebyggelsen i området er koncentreret omkring Vejstrup og Øster Åby, som begge strækker sig et kort stykke ned ad de øvre dele af dalstrøget. Ved Vejstrup ligger endvidere vandmøllen Lillemølle med tilhørende møllesø.

Mod nord ligger Klingstrup, der består af to separate bygninger – Klingstrup, der ligger på overkanten af dalstrøget og Ny Klingstrup der ligger i bunden af dalstrøget i tilknytning til Vejstrup

I dalstrøgets sydligste del ligger tre mindre bebyggelser – Ågård, Statenegård og endnu en ikke navngiven bebyggelse.

Herudover er dalstrøget overordnet set frit for bebyggelse. Dog ligger enkelte mindre gårde på de tilstødende moræneflader nær overkanten af dalstrøget.

Kulturhistoriske mønstre og anlæg

Lillemølle har bevaret møllehjulet og tilhørende møllesø og formidler som sådan tidligere tiders brug af vandkraft.

Nær kysten ligger en lille stævningsskov.

Siden sidste istid har andre naturkræfter præget landskabet. Istidslandskabets sandede og lerede topjord har gennemgået forskellig grad af jordbundsdannelse. På skrånende terræn har regnskyl og smeltevand fra sne gravet kløfter og ført ler og sand ned i lavninger. Vandløb har eroderet sig dybt ned i istidens kilometerbrede floddale, hvor resterne af afsmeltningstidens dalbunde ses som brede terrasser langs dalsiderne. Men disse landskabsformende kræfter har ikke virket længe nok til, at de har udslettet de oprindelige istidstræk i det danske landskab.

Naturgrundlag

Geomorfologi

Skårup Moræneflade er en del af en større sammenhængende moræneflade fra sidste istid, der ligger langs den sydlige og østlige kyst af Fyn. Mindre partier med dødispræg ligger spredt på den ellers bølgede flade. Nær kysten gennemskæres kystskråningen af markante erosionsdale. Den ene strækker sig fra Holmdrup Huse til Egsmade ved kysten mens den anden ligger bag Skårupøre.

Jordtype

Jordbunden udgøres af moræneler. Kun meget små og få områder med ferskvandsdannelser og smeltevandssand og –grus findes indenfor karakterområdet og primært i den sydlige del.

Terræn

Terrænet i karakterområdet er primært bølget. Størstedelen af karakterområdet ligger omkring 50-60 m.o.h. De højestliggede dele af området ligger mod nordvest. I en afstand fra kysten på omkring 1-2km falder terrænet ned mod kysten fra omkring 40m.o.h. Denne skråning gennemskæres af to erosinsdale, som går vinkelret på kysten. De ligger henholdsvis ved Hallingskov Huse og bag Skårupøre.

Kompleksitet

Naturgrundlaget rummer en række mindre variationer som knytter sig primært til terrænet og skyldes dels det lokale dødispræg dels kystskråningen og de to erosionsdale.

Hydrologi

En række mindre lavbundsområder findes spredt i området. De præges af opvækst af vedplanter og fremstår således ikke som markante vådområder i området. Endvidere findes enkelte mergelgrave spredt på markerne.

Rumlige og visuelle forhold

Karaktergivende i området er især de markante skovbryn, de hyppigt forekommende bevoksede diger og hegn i markskel og langs vejene samt de dyrkede marker i bølget terræn med megen og ofte tæt bebyggelse i form af middelstore gårde og husmandssteder.

Det er karakteristisk at skovområderne danner overordnede markante rumlige afgrænsninger, mens hegnene af varierende tæthed danner transparente til stedvist lukkede rum. De tætte hegnslignende bevoksninger langs vejene understreger den stedvist lukkede karakter. Bevoksningsstrukturen og den hyppige bebyggelse i området skaber et middelskala landskab, der fremstår lettere sammensat pga. variationen mellem åbent land med enkle landskabsrum og tættere bebyggede områder.

Vejstrup sogn adskiller sig i landskabelig henseende ikke meget fra det øvrige Sydfyn, omend det er mere frodigt end Gudbjerg og Gudme sogne. Morænelaget med sten- og sandblandet ler og noget forskelligt kalkindhold, er gennem tiderne udvasket. De fleste steder er kalken fuldstændigt vasket bort fra det øverste lag, men graver man blot få meter ned, findes der ofte et antageligt kalkindhold, hvilket vore oldeforældre benyttede sig af, idet de gravede mergelgrave og spredte mergelen ud på agerjorden. Det er meget karakteristisk for sognet, at der i de fleste marker findes en eller flere af disse mergelgrave, der gennem tiderne har tjent som vandingssteder for kreaturerne og tilflugtssteder for vildtet.

Også leret er over store strækninger blevet stærkt udvasket ret dybt ned, og hvor dette er sket, bliver underlaget for agerjorden mest grus og sand, der ikke som leret har evne til at tilbageholde regnvandet, hvorefter disse strækninger giver dårligere betingelser for agerdyrkning. Andre steder i lavningerne har der i gennem længere til stået stillestående vand, og her har det fine ler kunne bundfælde sig som et fint, stenfrit lag. Dette ler udnyttes til fremstilling af mur- og teglsten i Vejstrup teglværk. Der er ikke tilsvarende fundet stor mængder grus i jordlaget i Vejstrup sogn, så folkene i Vejstrup har måtte køre til Gudbjerg, for at hente grus.

I morænelaget var en mængde større og mindre sten, der efterhånden, som jorden opdyrkedes, blev fjernet fra pløjelaget. Disse sten er gennem tiderne blevet brugt til markskel og til bygning af kirker og sognets gårde.

I de første årtusinder efter istiden bevirkede den fortsatte landhævning, at det danske område blev en sammenhængende landmasse, hvor Jylland var landfast med Øerne; det er Fastlandstiden. Ganske vist steg vandstanden i verdenshavene, fordi der stadigvæk tilførtes vand fra Jordens smeltende isskjolde, men i Danmark hævede jordskorpen sig dog hurtigere, fordi den var blevet befriet for isens vægt.

I løbet af Stenalderen blev havstigningen dominerende, havet bredte sig, og landets omrids ændrede sig efterhånden hen mod det, man kender i dag. Det er Littorinahavets tid, hvor Danmark blev et ø-rige. Langs kysterne forvandledes istidslandskabets bakketoppe og højdedrag til øer og halvøer, mens lavninger og dale druknede og blev til vige og fjorde.

Jægerstenalder 13.000-4000 f.Kr.

Først da isen begyndte at trække sig tilbage for ca. 15.000 år siden, kom menneskene tilbage til de nuværende danske områder. I starten drejede det sig om jægere, der fangede og måske passede rensdyr i de vestjyske områder, der var tidligst helt isfri. Disse mennesker levede som jægere, fiskere og samlere, der kun påvirkede naturen i meget ringe grad. Man betegner tiden fra cirka 12.800-4.000 f.Kr. som jægerstenalderen, fordi de mennesker, der beboede Danmark på denne tid, fangede de vilde dyr, som de ernærede sig med, ved hjælp fra stenvåben. For det meste brugte man flintestensvåben, men diverse redskaber af dyreknogler har også været brugt. Nu begyndte mennesker med sikkerhed at bosætte sig i det danske område. I starten var klimaet stadig koldt og svarede vel nogenlunde til det, man finder i det nordlige Skandinavien i dag. Det var da også hovedsageligt rensdyrjagt, man kunne bedrive. De næste par tusinde år ændrede naturen i Danmark sig gradvist, og nye dyregrupper rykkede ind, samtidig med at skoven begyndte at dække landet. Det danske område blev med en stigende vandstand mere lig det Danmark, vi kender i dag. Tidligere havde der været land langt ude i Nordsøen, og Sverige og Tyskland havde været landfast over Østersøen. Det varmere klima fik befolkningstallet til at stige, dog kunne befolkningstallet sandsynligvis stadig kun tælles i tusinder.

Berømte danske arkæologiske fund af køkkenmøddinger fra denne tid har vist, at menneskene også har ernæret sig ved de bær og vilde planter, de kunne samle i skoven, og af de fisk og muslinger, de kunne fange. Meget tyder på, at fødemulighederne gjorde det almindeligt, at man vekslede mellem sommerboliger inde i landet og vinterkolonier ved havet

Bondestenalderen cirka 4000-1.700 f.Kr.

Den store omvæltning skete, da ager- og husdyrbrug kommende sydfra vandt indpas i landet, hvilket førte til den mest revolutionerende begivenhed i vor oldtid. Genetisk forskning viser, at nye mennesker indvandrede med agerbrugskultur fra sydligere egne og sandsynligvis udkonkurrerede den tidligere nu undertallige jægerbefolkning, der nu som mindretal blev opslugt i den nyindvandrede kultur. Agerbruget skabte mulighed for, at mennesket kunne brødfødes af et langt mindre areal, og de mange flere fund fra denne tid tyder på noget nær en befolkningseksplosion. De første egentlige landbrug kendes fra ca. 4000 f.Kr., hvor man levede af svedjebrug ved små rydninger i skoven. Da befolkningen var lille, kunne man blot forlade et område og flytte til en ny rydning, mens jordens frugtbarhed blev genopbygget på det gamle sted. Det betød, at naturlig skov fik tid til at blive genetableret ved succession, og på den måde var belastningen af ressourcerne ganske ubetydelig.

Bondelivet var meget anderledes end jægerlivet på den måde, at man nu måtte til at organisere sig, så man kunne sikre sig, at man også næste år kunne få lov til at høste fra det område, man lige havde tilsået. Det er fra denne tid, man begynder at kunne ane konturerne af noget, der kunne ligne kultur i det danske område. Man kan i det danske landskab se utallige eksempler på, at man allerede i den tidlige bondestenalder har tænkt over døden, for jættestuer og stengrave dukkede nu op overalt, men også smukke potter vidner om en stigende udvikling.

I Vejstrup har der været et rigt liv i Bondestenalderen, hvilket man kan se af alle de mange gravhøje og stengrave,der har været lige øst for Vejstrup By. Folkene har sikkert boet langs med åen ved Lillemøllen. Husdyrene har gået og græsset der hvor byen ligger i dag.

Bronzealder 1.700-500 f.Kr.

I bronzealderen ses de første tegn på en lagdeling af samfundet med markant social ulighed. Det er tydeligt, at det var de rigeste, som blev begravet i de kunstige gravhøje på de mest synlige steder i landskabet. Bronzealderen blev kendetegnet ved en kultur, der er præget af rige gravgaver i de talrige høje. Den større befolkningstæthed og det, at man skrællede betydelige arealer for græstørv til gravhøjene, medførte et øget pres på naturressourcerne. Det milde klima og de store arealer med urørt skov betød dog, at man stadig kunne brødføde alle.

Kobber og tin til bronzen blev for en dels vedkommende udvekslet med rav og skind, som først blev indkøbt med flint i Nordnorge. Fra Danmark sejlede man i åbne kanoer op langs Norges kyst med flint, og skindene blev så sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev siden solgt i England for tin.

Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal.

Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig, at der fandt en form for organiseret handel sted, styret af en magtfuld overklasse. Blandt de mange bronzefund er der kunstfærdigt fremstillede, religiøse genstande (solvognen f.eks.) og musikinstrumenter (lurer).

Tilsyneladende blev folk dræbt og nedsænket i småsøer og moser som afstraffelse eller ofring. De velbevarede lig kendes som mosefund, der er værdifulde kilder til vores viden om dagliglivet i bronzealderens Danmark.

Jernalderen ca. 500 f. kr.-800 e. kr.

Ældre jernalder

Perioden indtil årtusindskiftet kaldes også "keltisk jernalder", fordi gravgaver og andre efterladenskaber er tydeligt påvirket af de store keltiske kulturer i Mellemeuropa – Hallstattkulturen og La Tène-kulturen. Det ses blandt andet af de mange spiralornamenteringer og af de stiliserede, slyngede figurer på redskaber og våben.

I begyndelsen af den "keltiske", eller "førromerske", jernalder blev klimaet mere køligt og fugtigt. Fra den tid findes de første vidnesbyrd om stalde, der dog var under samme tag som beboelsen. En tolkning af de arkæologiske spor lyder at der har været tale om familiebrug – de enkelte huse blev mindre. Tungere leret jord blev dyrket, og landbruget intensiveret. Man lagde i vidt omfang om til mere husdyrbrug, som gav bedre udbytte under de ændrede klimaforhold. Dette skabte overdrev til græsning og løvenge til vinterfoder, hvorved de lysåbne naturtyper for første gang siden istiden genopstod.

Ved årtusindskiftet blev klimaet varmere, og det har sandsynligvis ført til udpining af de lette jorde i Vestdanmark, som forvandledes fra græseng til hede. Udvandringen af de kimbrer og teutoner er traditionelt blevet forbundet med denne tid, og disse kan sådan have medført tydelige kulturudvekslinger.

Ældre romersk jernalder

Selv om de romerske provinser lå langt mod syd, fandtes der handelsruter, som tillod de rigeste i landet at bruge kostbare, romerske produkter (service, gryder, lamper og våben f.eks.). Fra nedgravede skatte ved man, at romerske mønter var højt værdsat som middel til at henlægge rigdom.

Yngre jernalder

Der sker en tydelig forandring omkring 200 e.kr., hvor de første runeindskrifter dukker op. Der sker en tilbagegang i væveteknikken, mens lertøjet skifter fra at være udsmykkede ovnbrændte, til at være grove hjemmelavede bål-brændte. Samtidigt indføres der huskat, høns, drejekværn, og en ændring i husbygningen gør at vægstolperne nu står i væggen og ikke uden for væggen.

I tiden før år 400 opstod vore ældste landsbynavne, de der ender på ing(e), um, lev og løse . Fra da af må jorden være blevet dyrket i tovangsbrug eller trevangsbrug, som udnytter en sæson med græsset brakmark til en genskabelse af jordens frugtbarhed. Udpining af de lette jorde i Vestdanmark havde givet plads til hede, og heden blev i større udstrækning brugt til at give kvægfoder. På den tunge jord i Østjylland blev før uopdyrkede arealer taget i brug. Intensiveringen af landbruget fortsatte, så tidligere agerjord igen blev skovdækket.

Danerne

Fra perioden ca. 200 e.kr. til ca. 600 e.kr. finder vi de store fund af våbenofringer, fund som giver os en forestilling om et hærførende lokalt beredskab. Fra Illerup Ådal er der tegn på at den indtrængende hær kom fra vestkysten af den skandinaviske halvø, det vi i dag kender som Norge. Landet har dog ikke været samlet, og historikerne har debatteret, hvorvidt der har været tale om i hvert fald to kongedømmer: danernes rige med kongesæde i Lejre, og jydernes med sæde i Jelling. Lejre nævnes af middelalderhistorikere, bl.a. i Roskildekrøniken, som et stort kongesæde; men først i 2004 blev der ved udgravninger fundet et belæg for en kongsgård her fra ca. 500 e. Kr. Den omfattede bl.a. en ca. 500 kvadratmeter stor hal, formodentlig en form for gildesal. Det er ofte beskrevet, at hele folk drog på vandring, tit med romerriget som mål, forårsaget bl.a. af hunnernes indfald østfra, mod det sydlige Donau-område. Denne hypotese er dog i de senere år blevet problematiseret. Men også i de germanske kerneområder, og i Skandinavien og Nordtyskland, skete der store forskydninger.

Vikingetiden

Folk fra Danmark blev kendt som Vikinger i perioden mellem 793 og 1047. Det var dog ikke alle danskere, der deltog i vikingetogterne. Mange blev hjemme og passede deres arbejde som bønder, fiskere, håndværkere eller handelsfolk. Gevinsten ved de nye dyrkningsmåder, der var udviklet i keltisk jernalder, havde lagt grunden til et befolkningsoverskud. Samtidig havde nordboerne udviklet det kølbyggede skib til fuldkommenhed, og de to ting i forening gav teknologi og mandskab til en ekspansion over havet, de såkaldte vikingetogter.

Vikingerne betragtes i mange dele af verden som sørøvere, men i realiteten var de lige så meget handelsfolk og nybyggere, som udnyttede de muligheder, der opstod, da det blev muligt at rejse langt over havet. Danskerne holdt sig især til Nordengland, Irland og Normandiet i deres søgen mod nye muligheder, mens nordmændene søgte over Atlanten mod Irland, Skotland, Færøerne, Island, Grønland og – i sidste ende – også Newfoundland (se Vinland). Svenskerne søgte mod øst op ad de russiske floder, hvor de etablerede fyrstendømmer ved Novgorod og Kijev. Derfra drev de handel med det byzantinske rige og den muslimske verden.

Etableringen af kongeriget Danmark

De arkæologiske levn tyder på, at konge eller fyrstedømmer opstod i Norden lige før 400 f.v.t. Kildematerialet tyder på, at i hvert fald hovedparten af Danmark (som det kendes i middelalderen) var samlet under den samme kongemagt fra begyndelsen af vikingetiden, og måske endda længe før. Vikingetidens kongemagt har sandsynligvis været langt mindre stabil og institutionaliseret end den senere blev i middelalderen, og der forekom flere perioder med opsplitning. Der er også tegn på at kongen havde en beskatningsret i vikingetiden, det gav ham adgang til større ressourcer, og gjorde ham fx i stand til at etablere byer og fæstningsanlæg.

I årene 704-710 mener man at byen Ribe blev grundlagt. Dette skete ved så stort et anlægsarbejde at det må have været en mægtig hersker, måske endda konge, der stod bag dette. Kanhavekanalen på Samsø blev anlagt i 728, og da denne kanal placering midt i Danmark ikke kan være anlagt af hensyn til beboerne på Samsø har der på dette tidspunkt sandsynligvis været en konge eller høvding af en slags, der har haft magten i områder omkring Jylland, Sjælland og Fyn. I den samme periode kan man tillige iagttage en udbygning af Dannevirke i det sydlige Jylland, der yderligere vidner om en indflydelsesrig hersker i det danske område.

Vejstrup bys oprindelse.

Vejstrup By er af sen oprindelse, mellem 1000 og 1200, hvor de fleste torpbyer er anlagt, men de mange fund fra stenalderen, som er gjort i sognet, og de mange oldtidsgrave, kæmpehøje og stendysser, vidner om menneskers liv og færden før byen opstod. Torpbyen opstod som regel ved at en stormand flyttede fra byen ud på landet, ryddede et stykke af skoven, og byggede sig en gård.

Man mener, at der i Vejstrup by har ligget en stormandsgård (forløberen for Vejstrup Gaard). Hvor den har ligget ved vi ikke, men det er sandsynligt, at den har ligget i området nord for kirken, måske der hvor Kohavegaarden tidlige lå. Vi ved heller ikke hvilken by han kom fra, men det kunne være Aaby eller Albjerg.

En stormand kalder vi også for herremand, ridder eller adelsmand, alt efter den tid han levede i.

En stormand ejede både jord og bøndergårde, hvor der boede bønder, som betalte leje til stormanden for at bo i gården og dyrke jorden. I middelalderen kunne en stormand have fået jord af kongen for at hjælpe ham i krig eller han kunne have arvet jorden fra sin far. Han kunne være rig og eje mange gårde – men han kunne også være fattig og kun eje den gård, han selv boede på.

Stormændene var folk med indflydelse – afhængig af deres rigdom nogle mere end andre. Men lige som at der er forskellige partier i Danmark i dag var der også i middelalderen stormænd, der støttede en bestemt konge og stormænd, der hellere ville have en anden.

Fra midten af 1200 tallet til slutningen af 1300 tallet var der en urolig tid i landet. Man var uenige om, hvem der skulle være konge og det førte til en borgerkrig, hvor landsbyer og stormandsgårde blev plyndret og brændt af. Samtidig var der også strid mellem kongemagten og kirken så det var bestemt en urolig periode.

For at kunne beskytte sig og sin familie byggede mange stormænd befæstede gårde, hvor de kunne forsvare sig, hvis der var nogle der ville dem det ondt. I den urolige tid kunne det være lige fra røverbander til andre stormænd eller for den sags skyld fæstebønder, der var utilfredse over skatterne.

Møntfundet fra Vejstrup

af Fritze Lindahl

Da gartnerne Helge Hansen, Vejstrup, og Hans Rasmussen, Oure pr. Vejstrup, den 15. december 1948 plantede solbærbuske på en mark tilhørende sognefoged Johannes Nielsen, Lindegård, Vejstrup, afdækkede de en større møntskat. Museumsinspektør Ove Marcussen, Svendborg, tog samme dag ud til findestedet og bjergede mønterne samt en del potteskår. Efter en gravning i sommeren 1949 ved stud. mag. Aage Andersen må fundet formodes at være fremkommet i sin helhed. Det tæller 15964 exemplarer, samt 11 brudstykker og vejer i renset stand 16,594 kg. Skårene er sammensat til en ca. 25 cm bred og 23 cm høj potte, som mønterne har været gemt hen i. Hele mundingskraven og det meste af den rillede halsindsnævring mangler; sandsynligvis er lerkarret gået itu enten på grund af jordpresset eller ved pløjning, og skårene fra overdelen samt eventuelt mønter er i tidens løb ført bort. Karrets bund har stået i en dybde af ca. 40 cm i sort muldjord umiddelbart ovenpå det røde ler. Tæt ved findestedet har tidligere ligget en gård, der muligvis - således som det ofte har været tilfældet i vore gamle landsbyer kan have haft forgængere på samme sted helt tilbage til middelalderen; det er derfor tænkeligt, at skatten har været gravet ned på toften til denne gård.

I den følgende oversigt er mønterne opregnet efter det Haubergske system:

Dette er næstefter Systofte-fundet det største fund af borgerkrigsmønter. På grund af dets omfang er det ikke talt op efter varianterne indenfor de enkelte typer. Kun ved Christoffer II, Roskilde, Hbg. 1 er der skelnet mellem to varianter, de seks- og de femoddede stjerner, svarende til MB 541-545 og MB 546, da de to grupper muligvis dækker over forskellige emissioner, således som undersøgelsen af lødigheden synes at antyde. De i 4. række opgivne MB-numre henviser til varianter, som med sikkerhed er repræsenteret. Herudover er der fundet enkelte andre varianter i typerne Erik Menved, Roskilde, Hbg. 13 (fig. 14), 17 (fig. 18a), 18 (fig. 19) og 26 (fig. 26 a). Et par af de såkaldte tvepræg er Erik Menved, Lund, Hbg. 23/24 sammensat af bagsiderne fra MB 320/321 (fig. 3), samt Christoffer II, Slesvig, Hbg. 516 sammensat af bagsiderne fra MB 627/628 (fig. 50).

Fundets eneste ny type har en krone, foroven og forneden et punkt)( et nældeblad (fig. 54). Det er vanskeligt at anbringe denne indenfor Haubergs system; fristende er det på grundlag af sammenstillingen nældebladet (de holstenske grevers skjoldmærke) og kronen at sætte den i forbindelse med grev Gert og den unge hertug Valdemar Eriksen af Slesvig, der i 1326, da han blev konge af Danmark, måtte forlene sin holstenske morbroder med hertugdømmet og samtidig- med møntretten. Mønten kan således tænkes slået i Slesvig. Men det er naturligvis en farlig ting at prøve at bestemme tidens mønter efter heraldiske mærker, da disse kan være tilfældigt anvendt af møntmestrene, der hvert år skulle finde på nye møntbilleder. Ovenstående betragtning er derfor kun fremsat som en hypotese. Der er ingen sandsynlighed for, at mønten er et tvepræg, idet billederne på begge sider ikke er kendt i de foreliggende udformninger. Nældebladet ligner MB 276, men adskiller sig fra dette tretakkede ved kun at have to takker på hver side. Blandt det store antal kroner, der kendes fra denne tids mønter, findes ingen, der er fuldstændig lig denne.

Gruppen Erik Menved, Roskilde, Hbg. 4 MB 342-348 er bemærkelsesværdig stor i betragtning af dens alder på nedlægningstidspunktet. Dette fund kan tyde i retning af, at Hauberg har givet den en for tidlig datering, og at den snarere bør henføres til et af Erik Menveds sidste end til et af hans første regeringsår. Man kan også tænke sig muligheden af, at Odense og ikke Roskilde er møntens hjemsted; grundlaget for dette forslag er, at liljen af flere forskere er fremhævet som Odenses symbol.

Når hver gruppes andel i det samlede fund sammenholdes med gennemsnitsvægtene, konstateres, at gennemsnitsvægten for typer med en andel på over 10/1000 varierer mellem 1,03 g og 1,06 g og således ligger ret fast, selv om man fra de enkelte grupper kan tage mønter med meget forskellig vægt. Af ensartetheden i gennemsnitsvægt i fundet, som det foreligger nu, tør man dog ikke slutte noget afgørende om gennemsnitsvægtene på udmøntningstidspunktet.

Finhedsprøver er foretaget med 58 mønter. Dette er kun et ringe antal i forhold til hele fundet, og man skal være varsom med statistiskt at lægge for stor vægt på disse, tilfældigt udtagne mønter. To forhold kan dog udlæses af finhedsprøverne:

Indenfor dette fund aftager mønternes lødighed i det store og hele fremefter i tiden, hvilket jo også er i overensstemmelse med det historiske faktum, at mønten forringes. Sammenholdes hermed finhedsprøverne fra fundene ved Trustrupgaard, Nykøbing Odsherred og Vorre vil man finde bevis for en stadig forringelse af mønten fra Erik Klippings tid ned til Christoffer II's.

Dernæst skal det fremhæves, at typer, der i fundet er repræsenteret af et stort antal mønter har en relativ lav lødighedsgrad i sammenligning med de nærmest foregående og efterfølgende årgange (feks. Erik Menved, Roskilde, Hbg. 13). Ser man på de andre fund, viser det sig også her, at der er flest mønter fra de dårlige årgange. Dette kan skyldes Greshams lov, hvorefter den dårlige mønt fortrænger den gode, eller krigene, der i visse år har bevirket større udmøntninger.

Skatten må antagelig være nedlagt i 1320erne. Mærkværdigt er det, at en type som Christoffer II, Roskilde, Hbg. 2, der ellers er så talrig i mange fund, især Valby, Systofte og Stubberup, ikke er med i dette, hvor typerne Christoffer II, Ribe, Hbg. 3, 4 og 9 samt Slesvig, Hbg. 5/6, 7, 10 og 13 tyder på en senere nedlægning end umiddelbart efter året 1320. I juni 1326 belejredes et af Christoffer II's sidste støttepunkter, Nyborg slot af de holstenske grever og hertug Valdemar. I august samme år og februar 1327 holdt rigets nye hersker og stormændene Danehof i Nyborg. Den østlige del af Fyn har i disse år været inddraget i de centrale begivenheder, og tiden var rig på krigshandlinger, som kunne være årsag til skattenedlægningen.

Vi må formode, at mønterne har tilhørt stormanden og at stormandsgaarden er blevet afbrændt under borgerkrigen. Stormanden er muligvis dræbt ellers ville han nok havde fjernet mønterne senere. Arvingerne efter ham har valgt at opføre den nye gård, der hvor Vejstrup Gård ligger i dag.

Vejstrupgård

Skrevet af Hans Nørgaard, Tir, 2006-12-12

Beskrivelse fra Trap Danmark, Svendborg Amt (1957), s. 860f .

Beliggenhedsplan 1808

Nicholaus Pedersen "de Wixtorp" var 1372 medudsteder af et vidne på Gudme herredsting. Om det var ham der byggede det nye Vejstrup Gaard, eller han arvede den af faderen ved vi ikke, men sikkert er det, at denne familie har givet navn til Vejstrup. Hans søn Hostret Kæp af Wigstrop nævnes 1437.

Nicholaus Pedersen er den første vi kender i den adelige Stubberupgårdsslægt. I slutningen af 1400t. boede der flere medlemmer af den adelige slægt i byen. Væbner Peder Lauridsen af denne slægt nævnes i Vejstrup 1473-83. Væbner Peder Eriksen af samme slægt nævnes her 1483-98. Også en væbner Karl Lauridsen nævnes i Vejstrup 1493-98, men det er uvist, om han tilhørte denne slægt. 1535 blev Vejstrupgård inddraget under kronen og forlenet til landsdommer i Fyn Jakob Brockenhuus (+1546), der som lensmand fulgtes af broderen Claus Brockenhuus til Søndergårde (+1566), hvis enke Marine Eilersdatter Friis (+1576) formentlig havde Vejstrupgård til sin død.

Brockenhuus er en dansk uradelig slægt, hvis ældst kendte medlem er Gotschalck Brockenhuus, nævnt 1397. Slægtens stamfader, Johan Brockenhuus til Vollerslev i Fyn og Lerbæk i Jylland, var i midten af det 15. århundrede landsdommer i Fyn; den delte sig med hans sønner i tre hovedlinjer og blomstrede frodigt i flere århundreder, udbredende sig til Skåne og Norge.

Den tredje hovedlinje nedstammede fra Johan Brockenhuus' tredje søn, Henrik Brockenhuus til Søndergårde (død 1529), hvis ældste søn, Jacob Brockenhuus til Tidselholt (død 1546), var landsdommer i Fyn. Dennes brodersøn, Eiler Clausen Brockenhuus til Søndergårde, er bekendt for sit lange fangenskab (1580-1607) på Dragsholm. Hans søn, Claus Brockenhuus til Broholm (død 1646), var landsdommer i Fyn, dennes søn, Peder Brockenhuus til Nordskov, faldt 1676 som ryttermajor i Slaget ved Lund, og med sidstnævntes søn, oberstløjtnant Claus Brockenhuus, uddøde også denne linje.

Kort efter er Vejstrupgård kommet i privat eje. I 1583 kom gården til Oluf Gaas, der bosatte sig på gården og dermed sikrede den herregårdsstatus. Gården havde på dette tidspunkt to møller under sig, så det har formodentligt været en middelstor herregård.

Oluf Gaas efterlod i 1618 gården til sønnen Niels Gaas, der i 1609 var blevet udnævnt til landsdommer på Langeland. Han ejede herregården Hjortholm på Langeland, og Vejstrupgaard var derfor ikke hans primære bopæl. Ikke desto mindre opførte Gaas i 1622 - året før sin død - en ny hovedbygning på gården, der var ødelagt efter en brand.

I 1637 arvede Oluf Gaas' barnebarn Vejstrupgaard, som hun året efter bragte med sig ind i ægteskabet med Erik Kaas. Karl Gustav-krigene (1657-1660) undergravede hans økonomi, og han døde som en fattig mand i 1676. Vejstrupgaard forblev imidlertid i slægtens eje, idet hans søn Rudbek Kaas og senere hans datter arvede gården. Datteren, der hed Sophie Christine Kaas, var gift med Rudbek Gagge fra Skovsgård. Ægteparret boede formodentligt ikke på gården, som Sophie Christine Kaas solgte året efter mandens død i 1708.

Han fulgtes af enken, Jytte Nielsdatter Banner, som 1692 søgte om tilladelse til at lægge Vejstrupgård under Lindskov. Deres datter Sophie Christine Kaas (+1731), 1. gang g.m. Rudbek Gagge til Skovsgård (+1708), 2. gang m. major Jørgen Kaas (+1756) skødede 1709 Vejstrupgård ( 67 1/2 td. hartk.) til forpagter på Fjællebro Jacob Rasmussen, som 1713 ved auktion måtte sælge den (132 tdr. hartk.) til konsumtionsforvalter i Rudkøbing Rasmus Pedersen, der 1722 skødede den til Hans Kellinghuusen. Denne skødede 1749 Vejstrupgård (ca. 95 1/2 tdr. hartk.) til kammerass. Oluf Borchlund og byfoged Chr. Møller, af hvilke førstnævnte 1751 udkøbte sin medejer, hvorpå han udvidede Vejstrupgårds jordegods betydeligt, 1756 med 165 tdr. hartkorn i Hesselager, Vormark og Frørup og 1757 med 46 tdr. hartk. af Vormarkgårds gods. Vejstrupgårds næste ejer var byfoged i Rudkøbing, sen. generalauditør og politimester i København Johan Thomas Henrik Flindt (+1805), gift med ovennævnte Chr. Møllers enke. Han skødede 1771 Vejstrupgård til ritmester, sen. major Bernt (Bernhard) v. Westen (+1796), som 1783 skødede den for 28.000 rdl. til vicelandsdommer, sen. stiftamtmand i Ribe og etatsråd Hans Koefoed (+1822), der 1791 tillige købte Klingstrup. Han skødede 1799 begge godserne til hertug Frederik Christian af Augustenborg (+1814), men tilbagekøbte dem 1802 og erholdt 1803 bevilling på at udstykke Vejstrupgård, uden at den mistede sin frihed. Derpå overførte han en parcel af Klingstrups hovedgårdstakst og største delen af bøndergodset m.v. til Vejstrupgård, fra hvilken han derefter de flg. år bortsolgte 426 tdr. hartkorn bøndergods. 1810 solgte han Vejstrupgård (hovedgårdstakst ca 22, bøndergods 28, skovskyld 7, og kirketiende 20 tdr. hartk.) for 140.000 rdl til etatsråd Simon Andersen Dons til Hesselagergård (+1828), som yderligere frasolgte gods og 1812 (skøde 1813) videresolgte den til et interessentskab bestående af agent O.B. Suhr, dennes svigerfader, købmand Rasmus Møller, Nyborg, samt dennes slægtning forpagter Hans Møller, Brændegård (+1849), hvilken sidste 1816 blev eneejer. Han overdrog 1857 Vejstrupgård til sønnen Hans Bredahl Møller (+1874), der fulgtes af enken, Fru Bredahl Møller, f. Petersen (+1912), hvis søn ritmester H. Bredahl Møller (+1917) derpå overtog den. Hans dødsbo solgte 1918 Vejstrupgård til firmaet Petersen & Jensen, Svendborg, som 1921 solgte den for 525.000 til P. Christiansen. Godsarkiv LAO.

Litt: Svend Larsen DS1Herreg. III. 1943. 248-52.

Vejstrup Gaard

Den nuværende grundmurede, hvidpudsede hovedbygning, der er opf. 1754 blev efter at Klingstrup hovedgård var blevet forenet med Vejstrupgård 1791 hovedsæde for de to gårde. Hovedbygningen blev derefter forsynet med et ekstra stokværk, samt seks zinkdækkede kupler -én på hvert af bygningens hjørner og én på hver langside - de nedtoges dog atter 1842.Indskriftstavle

Over indgangsdøren er anbragt en indskriftstavle, somfortæller, at gården er opført efter brand 1622 af Niels Gaas og rest. 1781 af Hans Koefoed. Hovedbygningen, der er en enkeltfløj, har to stokværk over en høj kælder; taget der er afvalmet, er dækket af røde tegl. Nord for ligger avlsgården og mod syd en stor have.

Tiselholt hovedgård

Skrevet af Hans Nørgaard, Tir, 2006-12-12

Sydøstfyn 1698

Tiselholt var 1473 en landsby. Hovedgården Tiselholt ejedes i første halvdel af 1500t. af adelsmanden Kjeld Hansen, som nævnes hertil fra 1525. Hans enke Dorothea Mikkelsdatter Akeleye (+tidligst 1558) var 2. gang gift med landsdommer i Fyn Jakob Brockenhuus (+1546), som 1535 (*) skrev sig til Tiselholt. Hendes datter af første ægteskab Karen Kjeldsdatter (+tidligst 1589) synes ved ægteskab at have bragt Tiselholt til Jens Baad (+1585), som skrives hertil fra 1551 og fulgtes af sønnen, skibshøvedsmand Kjeld Baad (+1608 som sidste mand af slægten).

Også hans søstre Inger, gift med Hans Urne (+1625?), og Birgitte Baad (+1630), g. 2. gang med admiral Peder Galt til Ingelstad (+1644), skrives til Tiselholt, hvoraf Hans Urne formentlig er blevet eneejer. Hans datter Karen Urne (+1651) bragte ved ægteskab Tiselholt til Isak Pedersen Maaneskiold til Agervig (+i fangenskab på Dragsholm mellem 1631 og 1632), som 1626 skrives hertil. Også Karen Urnes søster Margrethe (+senest 1641) skrives til Tiselholt, som senest 1630 kom til hendes mand Jørgen Mund til Serridslevgård (+1640), der dette år fik stadfæstelse på livstid på kronens part af korntienden i Vejstrup sogn. Indtægten heraf skulle dog med halvdelen tilfalde fru Karen Urne, som fortsat boede på Tiselholt. Jørgen Mund fulgtes af broderen, skibskaptajn, sen. schoutbynacht Henrik Mund til Serridslevgård (+1675), som nævnes hertil fra 1639. Senest 1649 var Tiselholt kommet

tilTiselholt 1820 Axel Walkendorff (+1675), hvis børns formynder Jørgen Henning Walkendorff til Klingstrup (+1724) 1690 skødede Tiselholt til dens tidligere forpagter Henning Hansen Scheel (uadelig, +senest 1719). Dennes enke, Anne Kirstine forøgede 1719 Tiselholts gods betydeligt med gl. ryttergods, som hun købte af kronen, og bragte samme år ved nyt ægteskab gården til Daniel Kellinghuusen, som 1740 skødede (206 tdr. hartk.) til kancelliass., herredsfoged for Sunds og Gudme herreder Niels Pedersen Brinck (+1755), der tilkøbte Vejstrup kirke. Efter hans død solgtes Tiselholt ved auktion 1756 (ca 233 tdr. Hartk.) for 25.000 rdl til krigsråd Claus Plum (+1803), som 1766 skødede den for 35.000 til fru Edele Margrethe v. Pultz. f. baronesse Gyldenkrone (+1803), enke efter ritmester Peder v. Pultz til Rygård (+1764), efter hvis død hun solgte Rygård og tog ophold på Tiselholt. Efter hendes død solgtes den ved auktion 1804 til generalkrigskommissær Ulrik Chr. von Schmidten (+1828) og tidl. byfoged i Christainssted på Skt. Croix Hans Cramer Winding (+1812). Efter sidstnævntes død købtes Tiselholt 1813 af agent, grosserer i København Johan Fr. Zinn (+1838). 1839 købtes den af forpagter Carl Ulrich Jørgensen (+1861), som forbedrede den betydeligt og fulgtes af sønnen jægermester Hans Wogensen Jørgensen (+1912), der ligesom faderen gennemførte forbedringer. Han fulgtes af sønnen, kaptajn Fle

Breum, som 1928 solgte den for 600.000 kr. til landbrugskandidat Poul Herbert Teisen (+1951). Ejer fra 1955 var konsul, skibsreder A.E. Sørensen. Godsarkiv LAO.

Litt: Axel Pontoppidan i DS1Herreg. III. 1943. 242-47. Herregaarden Tiselholt ved Svendborg. Ill. Tid. XIX. nr. 979. 1878.

 Tiselholt Tiselholt fra parken TiselholtNuværende hovedbygning er opf. 1875-76 efter tegning af arkt. L.P. Fenger, afløste den af Axel Walkendorff opf. bindingsværksbygning. Den er opført af mursten i to stokværk over en høj kælder og består af en nord-syd gående hovedfløj samt to korte sidefløje med gennemgående, kamtakkede gavlspidser. Midt for hovedfløjen mod øst findes hovedindgangen i et ottekantet tårn med spir.

Tiselholt 

TiselholtBeliggenhedsplan 1804 Øst for hovedbygningen på den anden side af vandgraven, der på de tre sider omgiver hovedbygningen, ligger avlsgården mellem hvis bygninger, der er udsigt over Svendborg sund. Opr. lå Tiselholt et stykke vest for nuværende bygning. Efter Grevens Fejde opf. nye bygninger på et indgravet voldsted øst for den gamle gårds beliggenhed; denne gårds udseende kendes imidlertid ikke. I parken vest for nuv. hovedbygning findes anselige træer.

(*) "Jacob Brockenhuss et Breff att Ko: Mt: haffr vndt och tilladt att epth thij hans sedegord er affbrend och nederbrodt for K: Mt: skyld, att hand maa beholle thend gord liggends vdj Wixtrup i Gudme Herit som hand nu er indflyt vdj, och hörde Hans Schriffr till och er nu forfalle tiill Kronen for forbrot godz, och thend met all syn rette tilliggelsse nyde bruge och beholle ...." [Tegnelser o.a. Lande, nr. 1 (1535), folio

mming Garde-Jørgensen, der 1925 solgte Tiselholt til direktør Jens Chr.

Vejstrup sogn

Vejstrup sogn omgives af Oure sogn, Brudager sogn og Skårup sogn, fra hvilket det adskilles ved

Vejstrup å, samt Store Bælt. Kirken, mod vest, ligger ca. 1 mil N. Ø. For Svendborg. De bakkede,

mod øst skrånende jorder er lermuldede, sandmuldede og sandholdige. Skov lang Vejstrup å og ved

Tiselholt. Gennem sognet går landevejen fra Nyborg til Svendborg og Nyborg-Svendborg banen.

Fladeindhold 1896; 1669 Td. Ld., hvoraf besåede (hvede 66, rug 108, byg 233, havre 165,

bælgsæd 13, blandsæd 181, grøntfoder 102, kartofler 8, andre rodfrugter 81), afgræsning 177,

høslæt, brak, eng m. m. 307, have 28, skov 122, kær og fælleder 4, hegn 18, veje og bygninger 48.

Vandareal 7 Td.

Kreaturhold 1893: 148 heste, 664 stk. hornkvæg, 107 får, 236 svin og 6 geder. Ager og engs

hartkorn og skovskyldshartkorn 1895: 181 Td.; 29 selvejergårde med 158, 2 arvefæstegårde med 9,

78 huse med 13 Td. hartkorn og 14 jordløse huse.

Befolkningen 1860: 597 boende i 123 gårde og 78 huse; Erhverv: 69 levede af industrivirksomhed,

37 elever på højskole, 368 af jordbrug, 6 gartnerri, 15 fiskere, 129 industri, 9 handel, 5 skibsfart, 41

daglejere, 16 af egne midler og 25 under fattigforsørgelse.

I sognet byen Vejstrup; ved landevejen, med kirke, Valgmenighedskirke, præstegård, skole,

folkehøjskole, øvelseshus, andelsmejeri, jernbane og telefonstation samt fattiggaard. Hovdegaarden

Tisselholdt har 35 Td. hartkorn ager og eng og 5,5 Td skovskyld; 400 Td. Ld., hvoraf 100 skov,

resten ager. På gården benyttes en betydelig vandkraft. Hovedgaarden Vejstrupgaard har 37 Td.

hartkorn, 6 Td. hartkorn fæstegods, 400 Td. Ld., hvoraf 300 under hovedgården, 10 have og

buggegrunde, 10 under vand og vindmøller, 80 skov; til gården høre Vejstrup vandmølle med

savværk, Skårup vejrmølle og 2 arvefæstehuse. Gården Karlsro.

Samlinger af gårde og huse: Lillemølle Huse.

På kirkegården er begravet politikerne Hans Christensen, +1868, og Christen Hansen, +1901, samt højskoleforstander Jens Lund, +1922.

Valgmenighedskirken (Betaniakirken) er opført 1874-75 efter tegning af bygmester Hansen, Svendborg. Skib, kor og korsarme er bygget af råt tilhugne granitkvadre, tårnet af store teglsten, alt i nygotisk stil med takkede gavle. Tårnet, der tjener som våbenhus, har pyramidespir. Kirkerummet har spidsbuede tøndehvælv. Altertavlen, Jesus i Betania, er malet af Chr. Dalsgård 1877 og 1921 indsat i egetræsramme, skåret efter tegning af M. Bidstrup. Granitfont. Stor støbt lysekrone, bestående af tre ringe og globus. Kirkens opførelse kostede 28.700 kr.

På kirkegården, hvor der er ligkapel, er 1921 rejst en mindesten for valgmenighedens første præst Rasmus Pedersen, +1902; her er endvidere begravet valgmenighedspræst Anders Nørgaard, +1943 (mindesmærke af Gunnar Hansen), og komponisten Oluf Ring, +1946.

Litt: Højskolebladet 1900, sp. 1900, sp. 369 og 393. A. Højmark og Uffe Hansen. De grundtvigske Fri- og Valgmenigheder. 1944. 214-25. Anders Nørgaard. Vejstrup Valgmenighed og dens Forhistorie. 1925.

Vejstrup folkehøjskole oprettedes 1867 af en kreds af egnens folk. Dens første forstander var C.M. Kragballe, derefter L.B. Poulsen (sen. frimenighedspræst i Bovlund, Haderslev amt), fra 1870 Jens Lund (+1922), der 1912 overdrog skolen til dens mangeårige lærer Thøger Dissing, som 1927 solgte den til Peder Bukh. Efter 1930 gik skolen i stå, indtil den 1940 omdannedes til ungdomsskole.

Den oprindelige bygning fra 1867-68 senere flere gange udvidet, gennemgik en større ombygning og udvidelse 1949-50. Ved skolen er 1923 rejst mindesten for Jens Lund og hustru. 1856-84 var der friskole i Vejstrup.

Ved Vejstrup å, som vistnok i ældre tid har været langt betydeligere, da den fik tilløb fra nu forsvundne søer (Sortemose, Bøllemose m. fl.) findes ved en af åen dannet vinkel, omtrent midt mellem Klingstrup Mølle og Vejstrupgårds Mølle , et voldsted, bestående af en tilsyneladende naturlig, høj banke, der mod vest og sydvest har været beskyttet af åen og mod nord, øst og sydøst af et system af tredobbelte grave og volde, som dog er stærkt udjævnede undtagen på en strækning i øst og sydøst, hvor anlægget virker imponerende trods den tætte bevoksning.

Tiselholt voldsted ligger velbevaret i den vestlige udkant af Tiselholt park og består af en oval ret lav borgbanke omgivet af dobbelte grave med en mellemliggende vold. Mod syd spores ladegårdsholmen. På borgbanken ses murbrokker og en del af et kampestensfundament.

Uden for gravene er der fundet grundsten til en lang, smal bygning. Bygningen, der blev ødelagt i Grevens Fejde, har været firefløjet med et tårn i det sydvestlige hjørne. Inde i den ene fløj var en brønd.

Ved Vejstrup å ligger i en dyb slugt en af Fyns smukkeste vandmøller. Den havde 2 overfaldshjul til 1943 og arbejder stadig (1957) med ét hjul. I den snævre dal er der kun plads til en ringe vandreserve, og da den ovenforliggende Klingstrup Mølle endnu var i drift (til 1946), måtte Vejstrup -mølleren ofte køre til Klingstrup Mølle med det halve af sit korn. Det vand, der havde malet dette korn, blev opsamlet i Vejstrup Mølles dam og kunne derpå benyttes til at male den anden halvdel af kornet - på Vejstrup Mølles kværne.

En forsvunden landsby Agedrup (1795 Agedrup Skift) har ligger vest for Vejstrup. Den nordlige del af Vejstrup kaldtes tidl. Nørreballe.

Fredede oldtidsminder. I Dybendalgårds have et anseligt dyssekammer af 6 bæresten og en stor dæksten. Øst for Vejstrup rester af et andet dyssekammer. Sløjfet øst for Vejstrup 6 stengrave, hvoraf de 4 har været langdysser og 11 høje. På Tiselholts mark er fremkommet et samlet fund af 3 sværd fra ældre bronzealder.

På en mark ved Lindegården i Vejstrup opgravedes 1948-49 skårene af en lerpotte med 15.964 mønter fra Erik Mændved-Christoffer II's tid nedlagt ca 1330 (Fritze Lindahl. Møntfundet fra Vejstrup. Nord. numismat. Årsskr. 1949-29-38).

I Vejstrup sogn fødtes 1781 politikeren Hans Christensen, 1811 politikeren Christen Hansen, 1844 ingeniøren og industrimanden Vilh. Jørgensen.

Litt: Th. Dissing. Sognefoged Hans Christensen, Vejstrup og hans Slægt, Svendborg Amt. 1931. 99-138. 1934. 96-138. Vidsk. Medd. fra Naturhist. Forening. 1875. 421.

Vejstrup kirke

Skrevet af Hans Nørgaard, 27 December, 2006

Beskrivelse fra Trap (1957), Svendborg amt, s. 858f.:

Vejstrup kirke

Kirken, der ligger på en forhøjning i byens vestlige del, fremtræder nu som en gotisk langhusbygning med et lille tårn og våbenhus mod syd. Ældst fra romansk tid, er skibets østlige del af rå marksten med tilhugne hjørnekvadre; ingen synlig sokkel. Begge oprindelige døre er tilmurede, men kan spores i murene. Kirken er bygget i 1100 tallet sandsynligvis af byens stormand.

Senere hen i middelalderen er det romanske kor nedrevet og et nyt opført i skibets bredde, af kampesten med udflyttede hjørnekvadre. Korgavlen har gavltrekant af munkesten med sengotiske blændinger og trappekamme; et stort fladbuet østvindue er nu tilmuret og til dels dækket af korets i 1500tallet indbyggede, stærkt puklede krydshvælv. Korets fladbuede sydvindue har skaktavlmurede karmhjørner. I gotisk tid er også skibet forlænget mod vest, ligeledes af marksten, men suppleret med tegl; den nye vestgavl muredes helt af munkesten og prydedes med blændinger og kamtakker. Endnu 1589 var kirken kullet (Jacob Madsens Visitatsbog, ed. Crone. 182), men ikke længe efter opførtes det nu stående lille slanke vesttårn, der hviler på buer over hjørnepiller. Buerne har indtil ny tid stået åbne, men er nu tilmurede. I det derved fremkomne tårnrum er indrettet våbenhus. Tårnet har enkle murblændinger og trappegavle. Tårnrummet har gipset loft, skibet moderne bjælkeloft. Et sengotisk våbenhus ved skibets sydside, der var reduceret ved talrige istandsættelser, blev 1939 nedrevet og erstattet af et nyt, der som forgængeren anvendtes til ligkapel. På skibets vægge tre indvielseskors.

Alterbord med renæssancepaneler fra 1600-1620. Moderne alteropstilling (Hans Rasmussen 1942) med anvendelse af kirkens sengotiske trumfkrucifiks og Maria- og Johannesfigurer. Den ældre tavle, et korsfæstelsesmaleri af C.A. Zehngraf fra 1850, er ophængt i skibet. 1500tals alterstager. Romansk døbefont af granit med ranke under mundingen og løverelieffer på foden. Svært dåbsfad, sydtysk arbejde fra o. 1550. Smuk prædikestol i ungrenæssancestil, fra 1579 med adelsvåben, bl.a. Jens Baad til Tiselholt. Nyere stolestader og orgelpulpitur. Moderne orgelhus. Kirkens store klokke, der har morsomme skægmasker på hankene er støbt 1556 af Gert van Mervelt; lille klokke fra 1796. På korets nordvæg ligsten over kancelliass. Niels Brinck til Tiselholt, +1755.

Vejstrup Kirke tilhørte godset Tiselholt indtil 1931, hvorefter kirken blev selvejende.

Læg mærke til:

De tre indvielseskors der er malet på kirkevæggen.

Alterbordet stammer fra 1600-1620.

Alteropstillingen er skabt af Hans Rasmussen i 1942, og her er anvendt kirkens sengotiske triumfkrucifiks og Maria- og johannesfigurer.

Det tidligere alterbillede, der er malet af C. A. Zehngraff i 1850, hænger nu på kirkens væg.

Døbefonten er en romansk granitfont med rænker under mundingen og løverelieffer på forstykket. • Dåbsfadet er et sydtysk arbejde fra Ca. 1575.

Prædikestolen er fra 1579 og er udsmykket med adelsvåben.

Orglet er bygget I 1990 af Bruhn og søn og har 10 stemmer.

Vejstrup kirke har to klokker. Den største er fra 1556 og den lille fra

1796.

I koret står en gravsten fra 1755 over Niels Brinch til Tiselholt.

Kirkeskibet er en model af en 3-mastet barkentine med navnet »Saga«. Skibsreder A.E.Sørensen, Svendborg, skænkede et beløb til udsmykning af kirken, og menighedsrådet valgte at anvende en del af beløbet til et kirkeskib. Kirkeskibet er en model af A.E.Sørensens første skib. Modellen er bygget af Ove Andersen, Slagelse, og blev ophængt i kirken 1982.

I mange af vore gamle danske kirker kan man på kirkerummets vægge se nogle malede cirkelrunde figurer med et fire-armet kors i midten. Korsets arme er lige lange og har krumme linier.

I Vejstrup Kirke ses tre af disse figurer, der tilsyneladende er anbragt tilfældigt på kirkevæggene.

Disse malede dekorationer betegnes som indvielseskors og stammer fra den dag, da biskoppen — eller en anden gejstlig — indviede den nybyggede kirke til at være et Guds hus.

Som et led i denne ceremoni svingede han med sin lille kost med vievand, og hvor noget af vievandet ramte væggene, blev disse figurer — indvielseskors — malet på væggens pudslag.

Vievandet spillede en central rolle i datidens kirkelige ceromoniel, og gør det stadigvæk i den katolske kirke. Vie vandet symboliserer dåbs vandet og dermed renselse.