Som følge af kommunesammenlægningen 1. april 1970 blev der vedtaget en del nye love. En af dem var miljøloven. Blandt meget andet medførte den stramme retningslinier for etablering af nye lossepladser. Hidtil havde det været sådan, at man bare fandt en tømt grus- eller mergelgrav, som man så blev enige med ejeren om at fylde op med affald. Nu blev der krav om indhegning og faste åbningstider samt fast bemanding. Samtidig begyndte der at blive rejst krav om lukning af eksisterende pladser.

I april 1975 indgik Kommunekemi en 5-årig aftale med gårdejer Knud Grønbjerg, Stenagergård ved Klintholm om deponering af 10.000 ton affald årligt fra virksomheden i Nyborg. Nærmest ved en tilfældighed foreslog direktør Aksel Nielsen, Kommunekemi, kommunerne, at de også forsøgte at deponere på Stenagergård. Der var mange store og dybe kalkgrave på Stenagergård, og fordi kontrakten mellem gårdejeren og det firma, som gravede kalk, var dårligt formuleret, havde det kunnet grave på kryds og tværs. Mange syntes, at det var en god ide at forsøge på at
bruge disse grave, og da man var begyndt at se på et sted i Gudme Kommune, fik denne selvfølgelig også en politiker med i det politiske udvalg.

Det viste sig hurtigt, at vi igen led af gammeldags tankegang, for kalkgravene var ikke nogen fordel, når vi ikke måtte deponere affald i grundvandet. Derfor blev de fyldt op med jord og kalk fra de på stedet værende stakke. Fordelen ved stedet var derfor primært, at kalk er et godt underlag til at neutralisere udsivning fra affaldet, og arealets landbrugsmæssige værdi var ringe.