 |
|
|
 |
|
Turen starter ved Lundeborg havn.
Lundeborg bestod indtil 1861 af nogle få og mindre huse tæt ved stranden, hvorfra der blev drevet sæsonfiskeri. I 1861 begyndte Broholms stamhusbesidder, Niels Frederik Bernhard Sehested at opkøbe strandparcellerne og udgrave til en havn. Havnen stod færdig i 1862 og etableringen af denne skal ses i lyset af Danmarks daværende betydelige kornsalg og at en lov i 1857 havde gjort det muligt at drive handel uden for købstæderne uden særlige bevillinger. Sehested etablerede derfor en udskibningshavn til korn medtilhørende kornpakhus og købmandsgård, som stod færdigt i 1863.N.F.B. Sehested stoppede dog ikke med etableringen af handelspladsen, men gik igang med at etablere en hel by. Han annoncerede derfor efter tilflyttere i flere dagblade og folketællingerne vidner om, at der kom tilflyttere til byen – i 1880 boede der ca. 300 med ikke mindre en 38 erhverv. Danmarks tab af teritorium syd for kongeåen i 1864 fik også indflydelse på udviklingen i Lundeborg. Sehested etablerede en stiftelse for krigsinvalider og enker. Sehested havde selv været med i treårskrigen (1848-50) og var blevet dekoreret med ridderkors, måske derfor han følte et ansvar overfor de krigsramte. Efterhånden tyndede krigens ofre ud og stiftelsen blev beboet af helt “almindelige” fattige. I dagbladene annoncerede N.F.B. Sehested også efter fordrevne og driftige mænd fra hertugdømmerne til slå sig ned i Lundeborg og etablere selvstændig virksomhed. Det kom der en tobaksfabrik, fabrikantbolig og syv arbejderboliger (Momleby) ud af. Tobaksfabrikken måtte dog lukke ned i 1879 og på samme tid var kornsalget også ved at bukke under. Sehesteds drøm om en driftig handelsby var begyndt at smuldre. Der er øjensynligt flere årsager til dette, bl.a. problemer med transporten. Landevejsforbindelsen blev først en realitet i 1890´erne, efter N.F.B. Sehesteds død. Hans søn Hannibal kæmpede sin kamp med at få jernbanen lagt forbi Lundeborg, men kæmpede forgæves. Hannibal Sehested gav selv jernbanens åbning i 1897, med en linieføring langt fra Lundeborg, skylden for Lundeborgs nedgang som handelssted. Mens handsbyen sygnede hen, begyndte fiskeriet fra slutningen af 1800-tallet og op gennem 1900 at blive et større og større omdrejningspunkt i Lundeborg – indtil slutningen af 1900-tallet hvor det næsten forsvandt. I 1951 Fiskesalgshus på midtermolen udvidet 1966 m. isfrysning, kontor og toilet. Fra 1920´erne begyndte der også at komme turister til Lundeborg.Pakhuset på havnen vidner især om den transformation Lundeborg har været igennem; fra kornpakhus til opbevaringsrum for fiskerne og til idag hvor det huser turistinformation og udstillinger.
|
Byen er omgivet af badestrande og skove og er et populært feriested med sommerhuse, campingpladser og kro. Fiskeri- og lystbådehavnen er anlagt som udskibningssted i 1860'erne af hovedgården Broholm; det røde bindingsværkspakhus er bygget i denne periode.
Lundeborg var i 1900-tallet en af Fyns største fiskerihavne med egen fiskeaktion, hvorfra der blev leveret frisk fist til hele landet.
Der var også færgeforbindelse til Lohals på Langeland, men den blev nedlagt, da Langelandsbroen blev indvidet. Idag er der kun få fiskere tilbage i byen og havnen er omdannet til en stor lystbådehavn.
Lundeborg blev landskendt i 1980'erne med sangen Lundeborghymnen, der lovpriser egnens skønhed.
|
Fra Lundeborg går turen nord på.
Langs kysten nord for byen ligger Danmarks ældste kendte handels- og håndværksplads, dateret til yngre romersk og germansk jernalder (150-700 e.Kr.). Fra pladsen kendes et stort oldsagsmateriale, hovedsagelig fra værkstederne. Fund af mønter, glasskår, jern- og bronzebarrer vidner om handelsrelationer til Sydskandinavien, Nord- og Mellemeuropa samt Romerriget. Nær Tange Ås udløb er der inden for et lille område fundet over 100 guldgubber fra ca. 600 e.Kr.
Hvert år afholdes et jernalder marked, som skal forestille, hvordan det var i jernalderen.
|
Ved Tange åens udløb var der i jernalderen en lille havn, hvor handelsskibene kunne lægge til og losse/ laste deres vare.
Det var en urolig og barbarisk tid i det meste af Europa, men i Gudme området var der fred og ro. Igennem århundreder eksisterede der et stabilt samfund under Gudmefyrstens styre. At der var fred kan bl. andet ses af. at der ikke er fundet våben i området. Der har hvilet en speciel ro, som har givet gode vilkår for datidens befolkning.
-
- Broholmskatten, som vejer godt 4,5 kg, blev fundet ved pløjning på marken Enemærket ved Lundeborg på Fyn i 1833. Muligvis er der tale om to skatte: den ene med mandsgenstande som halsringe, armringe, sværddele og guldbarrer, den anden med kvindegenstande som en guldfibula, brakteater og fingerringe.
Gudme har fungeret som handelscentrum med forbindelse til både Europa og Asien. En organiseret storhandel med tilrejsende handelsfolk, der medbragte varer fra selv de fjerneste afkroge.
Gudme - guld, guder og mennesker
I 3.-7. årh. e.Kr. lå en af Danmarks største og rigeste jernalderbebyggelser ved Gudme på Sydøstfyn. Bopladsen bestod af en stormandsgård omgivet af op mod 50 mindre gårde. Et stykke herfra blev bygdens døde begravet, og ude ved kysten ved Lundeborg lå en tilhørende handelsplads. I alt har der nok boet omkring 500 mennesker på bopladsen. Flere religiøse stednavne tyder på, at Gudme – ”gudernes hjem” – også var et center for den hedenske kult; det antydes af navne som Galdbjerg og Albjerg, som betyder hhv. ”offerbjerget” og ”helligdomsbjerget”.
-
- Små mandsfigurer, mandsmasker og andre afbildninger af jernalderens mænd er særligt hyppige på egnen omkring Gudme.
At stedet havde en særstatus i datidens samfund, ses også af de mange guld- og sølvskatte, som i tidens løb er fremkommet på marker og i moser på Gudme-egnen. Stormanden i Gudme var fyrste eller måske endda konge over et større område. Han byggede sandsynligvis sin velstand og magt på afgifter fra de omkringliggende gårde i den rige bygd og fra handelspladsen ved Lundeborg. Det er således i Gudme, at vi for første gang ser kimen til de magtstrukturer, som kom til at karakterisere jernalderens og vikingetidens samfund.
|
Fra stranden går turen videre gennem Purreskoven langs med Tange å, der snor sig gennem engene hele vejen op til Hesselagergård. På engene græsser kør og heste.
Tange å har sit udspring i Kohave skoven vest for Broholm gods, og det en den der giver vand til voldgravene rundt om godset. Åen har også leveret vand til vandmøller ved Broholm gods, Tange å vandmølle og vandmøllen ved Hesselagergård. Som Vejstrup å og Stokkebækken er Tange å opstået i slutningen af sidste istid ca. 10.000 år f. kr. f. Dengang var hele Fyn dækked af et tygt lag is, og da isen smeltede opstod rivende smeltevandsfloder, der skar dybe smeltevandsdale i landskabet.
|
Hesselagergård ligger på Sydøstfyn, ved landsbyen Hesselager i (Hesselager Sogn, Gudme Herred) Den er kendt siden 1200-tallet, hvor den i Kong Valdemars Jordebog nævnes som krongods.
Johan Friis lod i årene 1538-1550 den nuværende Hesselagergård opføre, og gården blev i slægtens eje helt frem til 1682, hvor den blev frasolgt.
Johan Friis var kongens mand. Han og Mogens Gøye er glimrende eksempler på den tids herremænd, der igennem de næste 150 år stod i spidsen for den danske adel og opførte en lang række gårde, hvoraf Hesselagergård er et fornemt eksempel. Ved reformationens gennemførelse i 1536 var det også Johan Friis og Mogens Gøye, der stod i spidsen for det protestantiske parti, og som rigets kansler var Johan Friis Danmarks mægtigste mand igennem hele Christian 3.s regeringstid og under den efterfølgende Frederik 2.
Igennem 1700-tallet gennemgik Hesselagergård en lang række ejerskifter, hvorefter den i 1802 blev opkøbt af den borgerlige Dons-familie, der ejede gården frem til 1904. Begge familiers, Friis og Dons, ledende skikkelser ligger begravet i Hesselager kirke bag kirkens kor.
I 1904 blev Hesselagergård erhvervet af friherrelige familie von Blixen-Finecke og drives i dag som et moderne landbrug. Såvel drift som bygninger er der med stor omhu passet godt på, og hovedbygningen er gennemgået grundige restaureringer i 1900-tallet, først under 1. verdenskrig under ledelse af H. Bojsen-Møller og Ole Søndergaard, hvor hovedbygningen blev afrenset for, blandt andet, 1700-tallets hvide puds. I 1950'erne gennemførte Nationalmuseet en gennemgående restaurering under ledelse af H.H. Engqvist og G.M. Lind, og igen i 1990'erne har Engqvist medvirket til den endelig restaurering i Hjortesalen.
Hesselagergård Gods er på 551 hektar med Strandgården og er i dag ejet af Henrik baron von Blixen-Finecke.
|
Fra Hesselagergård går turen over marker til Nyhave skov, hvor vi igen møder Tange å, der her løber gennem en dyb smeltevandsdal. På Møllegårdens marker vest for åen er udgravet 2.500 urnegrave. Det var her Gudmekongen lod sine døde begrave i jernalderen. Hele Gudmeområdet var det største jernaldersamfund i Danmark.
Stien fører også forbi to Jættestuer.
En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgrav eller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvorfra der går en lang gang, som fører til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 før vor tidsregning. Kun cirka 500 af de store jættestuer er i dag bevaret
Før vi går ud af skoven, kommer vi til det gamle tørreri og resterne af den gamle vandmølle Tange å mølle.
Tegning af Tange å mølle og området omkring åen
Tange å mølle
Efter oprensning i 2005
Mange spor har den ikke efterladt sig i terrænet her øst for Broholm og syd for Møllegårdsmarken. En dam, nu nærmest at betegne som en andedam og knap en mølledam, efter at den er renset og uddybet med henblik på ænder og andejagt. Den gamle dæmning ligger gemt under det opgravede mudder. Kun rester af den gamle
bagsluse er endnu synlig ud mod Tange å’s hovedløb. Selve møllestrømmen kan anes som en svag forsænkning parallelt med og syd for åløbet. Det nedenfor beskrevne tørreri blev til dels bygget på møllens plads, og de bygningsrester, vi i dag ser lige øst for dammen, er levn fra dette senere industrianlæg og ikke fra vandmøllen. Men selvom man gravede sig igennem disse bygningsrester, ville man næppe finde spor af den gamle vandmølle, for pladsen blev grundig ryddet i 1917-18, da tørreriet blev opført, og resterne af de brandlidte møllebygninger blev fjernet eller genanvendt.
Tange å vandmølle blev nedlagt i 1912. Eller rettere: Den blev ikke genopført efter, at den var brændt ned til grunden. Det var ikke nogen gammel møllebygning, som da brændte. Den var nyopført i 1867 til erstatning for en møllebygning, som for en stor del var opført til afløsning af den gamle i 1851. Men en gammel vandmølle var det alligevel, som blev afskediget i 1912. Vi kan følge den så langt de skriftlige kilder rækker tilbage i tiden. Hovedparten af relevante dokumenter er at finde i herregården Broholms godsarkiv, for så langt tilbage i tiden, møllen lader sig følge, har den ligget til denne hovedgård.
Der kan læses mere om møllen på: www.fynskehistorie.dk
|
I dag (2011) er der kun én bygning tilbage af tørreriet. Det er laden, som nu bruges til jagthytte for det jagtselskab, der har lejet jagten i området.
På figur 14 er bygningernes placering skitseret på grundlag af opmålinger af de gamle fundamenter, som stadig i vinter- og forårstiden kan ses i terrænet.
Fundamenterne til lade og tørreri er støbt i beton. På soklerne ses tydelige aftegninger af de brædder, der har været brugt ved støbningen.
Fundamentet under møllerboligen var kampesten, som den nederste bindingsværksbjælke var lagt oven på.
Murene i lade og tørreri var helstens rødt tegl, forstærket med 1½ stens piller og gesims, som tydeligt ses på fotoet af laden.
Taget på laden er cementsten, mens det på tørreribygningen var tagpap.
Fundamentet under møllerboligen var kampesten, som den nederste bindingsværksbjælke var lagt oven på. Bygningen var bindingsværk med stråtag.
Kartoffeltørreriet havde en kort levetid. Det startede først i 1918, selvom man planlagde det allerede i 1913.
Allerede inden 1940 var tørreriet ophørt med at fungere.
Hvornår man ophørte med at tørre kartofler og cikorie i tørreriet vides ikke med sikkerhed. Og man ved heller ikke, hvorfor produktionen ophørte. Men forskellige kilder antyder, at der kan have været forskellige omstændigheder, der har haft betydning.
Kartoffeltørreriet havde en kort levetid. Det startede først i 1918, selvom man planlagde det allerede i 1913.
Årsagerne til produktionens ophør kan være mange, og man kan endnu kun gisne derom. Ældre mennesker på egnen kan huske, at deres forældre talte om, at frk. Sehested var kørt fast med tørreriet og at det havde kostet hende ’en formue’.
Følgende kan have haft indflydelse:
|
Broholm blev nævnt første gang i 1326 og tilhørte da Absalon Johnsen Ulfeldt.
Ulfeldt,
uradelig slægt fra Fyn, der kan føres tilbage til 1100-t. Stamrækken begynder med Absalon Jonson (levede 1320 og 1326). Slægtens oprindelige største godsbesiddelse var Kogsbølle (senere kaldet Ulfeldtsholm, nu Holckenhavn) på Østfyn. Den såkaldte yngre linje af slægten kom til at tilhøre den mest magtfulde højadel; som linjens stamfader regnes Ebbe Andersen (levede 1468 og 1499). Hans sønnesønner brødrene Ebbe (d. 1560), Corfitz (1520-63) og Jakob Ulfeldt (d. 1593) blev alle medlemmer af det danske rigsråd. Fra Ebbe Ulfeldt, hvis godsbesiddelser var koncentreret i Skåne, stammer Ebbe Ulfeldt, der 1664 blev medlem af det svenske rigsråd. Jakob Ulfeldts to sønner, Jakob (1567-1630) og Mogens Ulfeldt (1569-1616), blev også medlemmer af det danske rigsråd, men slægtens anseelse kulminerede med sidstnævnte Jakob Ulfeldts søn Corfitz Ulfeldt, der ægtede Christian 4.s datter Leonora Christina og blev rigshofmester. Efter Corfitz Ulfeldts fald i 1650'erne mistede slægten sin store indflydelse i Danmark. Slægten uddøde i mandslinjen i 1769.
Slægten Ulfeldt havde gården frem til 1641, hvor Broholm blev solgt til Otte Skeel, hvis slægt længe ejede Broholm. Den sidste mandlige Skeel var Mogens Skeel, som døde i 1730. Ved Elisabeth Skeels giftermål med oberstløjtnant Niels Sehested kom Broholm til dennes familie. Sehesteds enke giftede sig anden gang med viceadmiral Caspar Wessel, med hvem hun oprettede Broholm til et stamhus den 23. juli 1749. Efter Wessels død i 1768 gik stamhuset over til hans ældste stedsøn, oberstløjtnant Anders Sehested, der også ejede Brudagergård, Selleberg og Karsholm i Skåne. Anders Sehested døde i 1799, og derefter blev Broholm overtaget af hans enke Vibeke Marie Pultz, som døde i 1811. Da imidlertid deres ældste søn Niels Sehested til Selleberg var død, kom stamhuset til dennes søn løjtnant Anders Sehested, som døde i 1819, og derefter til hans enke Edele Marie Kjær, der under vanskelige forhold bestyrede det med dygtighed. Efter hendes død i 1839 fulgte sønnen kammerherre Niels Fred. Bernhard Sehested, som døde i 1882, og hans enke Charlotte Christine Linde, som døde i 1894. Derefter blev Broholm ejet af deres søn, kammerherre hofjægermester Hannibal Sehested.
Gården ligger på to holme, der forbindes ved murede broer, og som omflydes af indtil over 100 alen brede grave, som deler sig i mange kanaler. På den mindre holm ligger den nuværende hovedbygning, der stammer fra 1. halvdel af 17. århundrede, påbegyndt af Otte Skeel, og fuldendt af hans enke Ide Lunge, og som er bygget af røde mursten i to stokværk med kælder og trappegavle. Midt for facaden til den lille borggård, der på de andre to sider er indesluttet af lavere bygninger, på den fjerde af en havemur, står et højt rundt tårn med spir.
Sehestedernes våben er anbragt over indgangsdøren. Bygningen blev i 1839 - 1840 restaureret af kammerherre N. F. B. Sehested under ledelse af G. F. Hetsch. Ved bygningens sydøstlige hjørne er der i 1855 opført et tappetårn og et ottekantet tårn med spir til astronomiske observationer. Ladebygningerne, der er ombyggede af N. F. B. Sehested, ligger på den større holm. Desuden blev alle vindebroer erstattet med murede broer.
Hannibal Sehested har i 1895 ladet opføre et stort, firkantet tårn i det nordvestlige hjørne af borggården.
I haven findes der en grundmuret bygning med en værdifuld samling af oldsager, fundne i omegnen af Broholm.
Tæt ved museet er der i 1879 opstillet et bjælkehus, ved hvis opførelse der udelukkende er anvendt stenalders værktøj for at prøve dettes brugbarhed.
Broholm Gods havde 67 tønder hartkorn og 391 tønder land i Gudme Sogn og 121 tønder land i Oure Sogn.
|
|
For enhver med blot et minimum af historisk flair eller romantisk-nostalgisk faible er et besøg eller ophold på Broholm Slot en spændende odysse gennem næsten 700 års danmarkshistorie fra Christoffer den 2. til Margrethe den 2., og med de mellemliggende 29 konger og 1 dronning som medspillere eller statister i Ulfeldt´ernes, Skeel´ernes og Sehested´ernes saga. Broholm Slot er bekvemt, overskueligt og i opholdsrummene, som alle er forskellige og med deres autenticitet helt unikke, finder man sig som gæst let til rette.
|
Broholm Slot er stadig et privatdrevet gods med land- og skovbrug, men hovedbygningen og oldtidsmuseet er nu tilgængelige for offentligheden, enten via rundvisninger med guide eller som skønne, romantiske selskabslokaler og atmosfærefyldte, inspirerende møderum.
Efter en veritabel Tornerosesøvn er Broholm Slot i 2002 gennemgribende restaureret og moderniseret til ophold for gæster, der søger anderledes og eksklusive rammer om deres selskaber, direktions- og bestyrelsesmøder, brainstormings eller refugie-ophold.
Broholm Slot ligger utrolig idyllisk med park, herregårdssø, voldgrave og vandmølle et stenkast vest for Nyborg-Svendborgvejen (163) midtvejs mellem Hesselager og Oure. Ud mod slotssøen ligger museet "Kammerherre N.F.B. Sehesteds Oldtidssamling" på 60.000 oldtidsminder, som nu ejes og drives af Svendborg & Omegns Museum.
Flere oplysninger om Broholm kan findes på: www.broholm.dk
|
|
|
|
|
|
|